23948sdkhjf

Ny analyse viser stort uudnyttet potentiale for solvarme

Lige nu vokser markedet for de store solvarmeanlæg, der etableres i forbindelse med fjernevarmeværkerne − men især uden for fjernvarmeområderne, er der også et stort uudnyttet potentiale for solvarme til boliger og større ejendomme til gavn for miljøet og pengepungen.
En ny analyse fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) om varmebesparelser i eksisterende bygninger viser, at der er et stort potentiale for solvarme i forbindelse med energirenoveringer i bygninger.

Som formand for Dansk Solvarme Forening glæder det mig, at der nu er kommet endnu mere dokumentation for, at installation af solvarme kan betale sig. Det giver klar besked til dem, der overvejer at energirenovere deres boliger.

Vi har længe vidst, at solvarme giver store energibesparelser, når man bor uden for fjernvarmeområde og går fra oliefyr eller gas til solvarme, men nu dokumenterer rapporten fra SBi en gevinst ved at installere solvarme frem for ny ydervægsbeklædning, tagbeklædning eller vinduer.

I rapporten er der regnet på et scenarie, der viser, at der kan spares 9,4 % af landets samlede energiforbrug (svarende til 5.714 TJ/år), hvis 75 % af samtlige boliger uden for fjernvarmeområder og med skråt tag forsynes med solvarme i forbindelse med udskiftning af taget.

I analysen regnes der alene på installation af solvarme til brugsvand, og der regnes med en gennemsnitlig dækningsgrad på 70 % af det årlige behov for varmt brugsvand. Havde solvarme til rumvarme været indregnet, ville energibesparelsen formodentligt været højere.

Til sammenligning kan der kun spares henholdsvis 1 % og 2,8 %, hvis man skærper kravene til udskiftning af tagbelægning og ydervægsbeklædning. Besparelsen er større ved varmegenvinding − til gengæld er investeringen også ca. 5 % højere end ved installation af solvarme.

Jeg håber, at regeringen vil huske disse tal, når den præsenterer sin strategi for energirenovering. Solvarme modtager ingen offentlige støtte, men borgere kan få tilskud til montering af solvarmeanlæg via boligjobordningen. Endvidere har regeringen netop besluttet at give tilskud til virksomheder, der ønsker at installere en vedvarende energikilde, herunder solvarme. Derfor er jeg også optimistisk på solvarmebranchen vegne.

Jeg mener, at der efterhånden ikke er mange argumenter for ikke at installere solvarme, når man bor eller har virksomhed udenfor fjernvarmeområderne.

Læs mere : SBi rapport
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065