Elforsyningsselskaberne bremser udbredelsen af solenergi – godt hjulpet af Christiansborg
Dette er et eksternt indlæg og giver derfor udtryk for skribentens egne holdninger.
Udbredelsen af solceller på danske industritage og kommunale bygninger snegler sig af sted på grund af lovgivningsmæssige snubletråde og andre forhindringer.
Og nu truer en ny afgiftsstruktur, lanceret af interesseorganisationen Green Power Denmark, med at trække tæppet helt væk under en stor del af de taganlæg, som af eksperter er udset til – sammen med vindkraft – at indtage en nøglerolle i den grønne omstilling af vores energisystem.
En rapport fra Aalborg Universet peger på et stort uudnyttet potentiale for at inddrage tagflader på bl.a. industribygninger til solenergiformål. Alene på tagflader over 500 kvadratmeter estimerer forskerne, at der kan sættes solceller op svarende til elforbruget i 8 millioner husstande. Alligevel træder ikke mindstelforsyningsselskaberne på bremsen for solenergi – godt hjulpet af Christiansborg.
Måske er vores politikere blevet forledt til at tro, at den tagbaserede solenergi, der jo produceres og forbruges samme sted og dermed undflyer sig elforsyningsselskabernes kontrol, vil underminere samme selskabers økonomi, så de ikke bliver i stand til at investere i den nødvendige udbygning af elnettet i takt med væksten i bl.a. eldrevne køretøjer og varmepumper samt opbygningen af Power-to-X?
Konsekvenserne af afgifter på solcelleanlæg for danske virksomheder
Flere solcelleanlæg på danske industritagflader vil ganske rigtigt betyde, at elforsyningsselskaberne skal transportere mindre strøm til forbrugerne og dermed, som det ser ud i dag, vil inkassere færre indtægter via afgifter. Men det er reelt marginalt, hvad de vil miste på den konto, da virksomhederne generelt vil fortsætte med at indkøbe store mængder strøm udover den, de selv kan producere.
Elforsyningsselskaberne opkræver allerede i dag en afgift på hele 26 øre pr. kWh for egenproduceret strøm fra solcelleanlæg over en vis størrelse. Pengene går ’til dækning af netselskabets omkostninger ved at elnettets kapacitet står til rådighed’, som det hedder på for eksempel selskabet N1’s hjemmeside. De lægger med andre ord skat på solskin uden at levere noget retur, da elnettet allerede findes og netop er sat i verden for at ’stå til rådighed’.
Konsekvenserne for den grønne omstilling er til at tage at føle på. Jeg sidder aktuelt med en virksomhed, som på grund af benævnte afgift ikke har mulighed for at etablere et solcelleanlæg, som med ét hug ville reducere CO2-udledningen med 50 tons pr. år.
Men der er flere årsager til, at der henligger millioner af kvadratmeter tomme tage ud over det ganske land. I en verden, hvor tid er penge, er det således stærkt problematisk, at elforsyningsselskaberne praktiserer en dediceret forslæbende tilgang til at godkende nye anlæg. Samtidig umuliggør forbuddet mod flytning/salg af egenproduceret strøm fra en matrikel til en anden, at fx to nabovirksomheder kan dele strømmen fra et fællesanlæg.
Argumentet om, at man ønsker at beskytte elnettet mod at bliver for ustabilt, holder ikke, da egenproduceret solcellestrøm tværtimod aflaster elnettet. Frygten for ustabilitet kan i øvrigt helt elimineres ved at indarbejde en simpel anordning, så solcelleanlægget ikke leverer overskudsstrøm til elnettet udover et fastsat niveau.
Opfordring til politikerne
Reglerne for kommuners installation af solceller på kommunale bygninger skal ikke forbigås. I stedet for at give plejehjem, børnehaver og skoler frihed til at sætte solceller på taget og producere strøm til eget forbrug, skal en kommune etablere et særligt selskab, der regnskabsmæssigt håndterer solcelleanlæg på de kommunale bygninger. Det medfølgende bureaukrati er et direkte benspænd for den grønne omstilling i lokalsamfundene.
Oveni alt dette har Green Power Denmark netop lanceret det føromtalte udspil til et afgiftsregime, som indebærer, at solcelleanlæg over 10 KW skal pålægges en progressivt stigende afgift. Følger Christiansborg i hælene på energisektorens magtfulde interesseorganisation, vil det trække det økonomiske grundlag væk under majoriteten af solcelleanlæg på industritagflader i Danmark. Og tage livet af mange af de anlæg, som allerede er under planlægning og opførelse.
Men hvorfor understøtter et Christiansborg, hvor man stort set er enige om vores grønne ambitioner som land, en udvikling, der gør det stadig vanskeligere at udfolde potentialet for solenergi?
Svaret flimrer i forårssolen.
Jeg vil på den baggrund opfordre jer – kære landspolitikere – til at undgå at lade jer forblænde af skrækscenarier uden bund i virkeligheden. Det giver absolut ingen mening at modarbejde den grønne, gratis energi fra solen. Og det er såmænd ikke de helt store lovkorrektioner, der skal til for at vende udviklingen, så vi som nation kan skrue op for den solenergi, der bare venter på at blive nyttiggjort. Til glæde og gavn for os alle sammen.
