23948sdkhjf

Stifter får nye medejere ombord: - Jeg skulle nok have gjort det noget tidligere

Gennem flere år har den sønderjyske converter-virksomhed Converdan haft stifteren, Thomas Slivsgaard, som manden for bordenden.

Men det blev der lavet om på i efteråret, da han hev to nye medejere ombord. Der var tale om Martin Skovsbøll Friis og Carsten Friis - sidstnævnte er en prominent skikkelse i det sønderjyske erhvervsliv, hvor han står bag den succesfulde badeværelsesmøbel-virksomhed Dansani.

- Hvis jeg skal efterrationalisere, skulle jeg nok have gjort det noget tidligere, siger Thomas Slivsgaard.

Direktøren, der stadig ejer størstedelen af Converdan, har ellers gennem flere år leveret flotte overskud, men alligevel mener han, at de friske øjne på tingene er gavnligt for virksomheden.

- Som iværksætter er man vant til at gøre tingene selv, men på et tidspunkt skal man som stifter begynde at inddrage andre og få andre kompetencer i spil, siger Thomas Slivsgaard.

Fordele ved større setup

I det nye setup er Carsten Friis bestyrelsesformand, mens Martin Skovsbøll Friis også er indtrådt i bestyrelsen. Thomas Slivsgaard mener, at inputtet fra de to er værdifuldt.

- De er ikke en del af driften, men de er aktive medejere. Jeg føler, jeg har nogle medejere og en bestyrelsesformand, der er gode sparringspartnere for mig som direktør, siger Thomas Slivsgaard.

Han ser desuden fordele i at samarbejde med nogle, der har erfaringer fra en større virksomhed.

- Der er en konstant strøm af direktiver og indberetninger, som rammer alle, siger Thomas Slivsgaard om blandt andet ESG og tilføjer:

- Der får vi fordele af at være del i nogle tværvirksomhedsmæssige sparringsgrupper, siger han.

Hellere eje mindre af mere succesfuld virksomhed

Thomas Slivsgaard fremhæver igen, at det er gået fint med Converdan, før Martin Skovsbøll Friis og Carsten Friis trådte ind. Men han mener, at han og resten af holdet nu er endnu bedre rustet til væksten fremover.

- Vi kunne sagtens drive en forretning, men det ville gå for langsomt. Så i min verden er det derfor helt naturligt, at vi udvider holdet og får flere muskler med. Jeg vil hellere eje en lidt mindre andel i en mere succesfuld virksomhed, siger Thomas Slivsgaard.

Derfor er han grundlæggende "meget, meget tilfreds" med de to nye medejere.

- Det giver et fantastisk rygstød, når nogen står bagved med flere muskler og erfaring, end vi selv har i en virksomhed med 10-12 års erfaring, lyder det fra Thomas Slivsgaard.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079