23948sdkhjf

Maersk Supply Service fyrer 130 medarbejdere og indsnævrer forretningen

Rederiets nye topchef skærer forretningen til. Nu fokuseres på færre forretningsben og færre geografiske områder

Maersk Supply Service, som tidligere i år blev solgt til A.P. Møller Holding vil fokusere forretningen på færre ben.

Det betyder, at der over de kommende to år skal siges farvel til 130 medarbejdere og to direktører.

Af en pressemeddelelse fremgår, at rederiet nu udelukkende vil være til stede i to forretningsområder: offshore vind og offshore støttefartøjer. 

Til gengæld vil det gradvis lukke ned for sin projektforretning med med 100 medarbejdere på land. Balancen mellem risiko og afkast i selskabets såkaldte turnkey-projekter var ganske enkelt ikke god nok længere.

Endelig ønsker Maersk Supply Service at placere sin flåde primært omkring Atlanterhavet og Nordsøen. Det betyder et farvel til 30 medarbejdere, og at to skibe i Australien vil blive flyttet, når de har afsluttet deres opgaver dér. Herefter skal de bemandes af andre søfolk.

Den ny strategi medfører ikke nogen nedskæring i tonnagen, oplyser selskabet.

Bedre indtjening

De nye linjer skal gerne give øgede synergier og slet og ret sikre en bedre indtjening:

- Vi vil opbygge skala på de markeder, vi driver for at blive mere konkurrencedygtige. For at gøre dette vil vi fokusere på de mest attraktive fremtidige markeder, der passer bedst til Maersk Supply Service. Med udgangspunkt i vores nuværende stærke position vil vi skabe værdi for vores kunder og sammen sikre energiforsyningen og understøtte energiomstillingen, siger adm. direktør i Maersk Supply Service, Christian Ingerslev. 

Han kom til i selskabet i maj og har altså med nyheden i dag for alvor sat sit præg på rederiet.

Større omrokering

Udover at den nye strategi gradvis berør 130 medarbejdere, er der også en større ledelsesmæssig omrokering undervejs.

Jonas Munch Agerskov, som i dag er kommerciel direktør, vil påtage sig en nyoprettet rolle som leder af afdelingen Offshore Wind og dermed have fuldt ansvar for selskabets offshore-vindindustri. 

I Offshore Support Vessel-forretningen vil Michael Reimer Mortensen tiltræde Maersk Supply Service som ny kommerciel direktør. 

Chief Operational Officer Mark Handin og Head of Integrated Solutions, Olivier Trouvé, vil forlade Maersk Supply Service inden udgangen af ​​september 2023.

Maersk Supply Service tæller omkring 1.000 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094